Gå til hovedindholdet

Asbest findes flere steder, end du tror. Arbejdstilsynet opfordrer boligejere til at få lavet en forundersøgelse, inden de renoverer

I badeværelset, køkkenet, kælderen, loftet og taget. Asbest kan findes mange steder i boliger fra før 1990. Det er derfor vigtigt, at boligejere og håndværkere er opmærksomme på asbesten, når de renoverer.

to mænd og en kvinde, står sammen foran et hus og får taget et billede

Asbest findes flere steder, end du tror. Det er hovedbudskabet fra Arbejdstilsynet, der med en ny kampagne vil gøre private boligejere og håndværkere klogere på, hvor de risikerer at støde på kræftfremkaldende asbeststøv, og hvordan de beskytter sig, hvis de skal renovere. For selvom asbest har været forbudt i mere end 30 år, kan det fortsat findes i boliger, der er opført før 1990.

Det er ikke farligt at bo i en bolig med asbest, så længe det er sikkert indkapslet eller indbygget i byggematerialet. Men skal boligen renoveres, repareres ellers nedrives, kan der være risiko for, at asbesten frigøres som støv, og der vil det være vigtigt at beskytte sig, fortæller Mike Mathiesen, tilsynsførende i Arbejdstilsynet:

”I Arbejdstilsynet oplever vi, at mange ikke er opmærksomme på asbest, når de renoverer en ældre bolig. Det kan i værste fald få alvorlige helbredsmæssige konsekvenser, da indånding af asbeststøv mange år senere kan føre til kræftsygdomme. Desværre er der hvert år stadig danskere, der bliver syge eller dør af asbestrelaterede sygdomme som fx lungehindekræft, fordi de 30-40 år tidligere i deres liv har været udsat for asbeststøv.” 

Få lavet en forundersøgelse

Hvis man som boligejer vil renovere sin bolig, der er opført før 1990, og der måske er asbest – så er anbefalingen fra Arbejdstilsynet klar:

”Beskyt dig selv, din familie og din håndværker! Få lavet en forundersøgelse for asbest. Viser det sig, at der er asbest, anbefaler vi, at du får hjælp til renoveringen fra professionelle firmaer, der er uddannet til at fjerne asbesten. At fjerne asbestholdigt materiale på en sikker måde er ikke noget, man som privat boligejer selv bør kaste sig ud i,” understreger Mike Mathiesen.

Arbejdstilsynet håber, at kampagnen vil betyde, at flere private boligejere fremover får foretaget en forundersøgelse, inden de går i gang med at renovere.

Målet er samtidig at gøre håndværkere og unge lærlinge opmærksomme på asbesten, og at man som arbejdsgiver skal sikre, at de ansatte ikke bliver udsat for asbeststøv. Arbejdsgivere har blandt andet pligt til at undersøge, om der er asbest i byggematerialet, inden et arbejde går i gang – og er der ansatte, der skal udføre asbestarbejde, gælder der strenge arbejdsmiljøregler.

Overraskende og uhyggeligt

Et af de steder i boligen, der kan være asbest, er i ældre badeværelser og køkkener. Her kan der være asbest i fliseklæben bag fliserne og i klinkegulvet, og det er der mange boligejere og håndværkere, der ikke ved, fortæller Mike Mathiesen.

To, der også er meget overraskede over dette, er Sif Steendahl Grandorf, tidligere nybyggerdeltager og gør-det-selv-ekspert i Go’ Morgen Danmark, og Casper Kjerrumgaard, der er uddannet tømrer og bygningskonstruktør. Begge medvirker de i Arbejdstilsynets kampagnefilm ”På sporet af den skjulte dræber”, hvor de skal finde asbest i to klassiske 60’er huse.

”Det gør mig ked af det at tænke på, hvor mange gange jeg selv, og sikkert også andre, har taget fliser ned i ældre badeværelser, uden at vide, at vi kan have indåndet asbeststøv,” fortæller Sif.

Også Casper Kjerrumgaard er overrasket: ”Jeg har arbejdet i byggebranchen i mange år, og jeg var slet ikke klar over, at der kan være asbest i fliseklæb. Det, synes jeg, er lidt uhyggeligt. ”

Pressekontakt: 72209394

Få mere af vide om kampagnen og se filmen med Sif og Casper her

Fakta om asbest

  • Asbest har været forbudt at anvende siden 1990, men kan fortsat findes i bygninger, opført fra 1900-1990. Der kan fx være asbest i tage af cementskifer, cementbølgeplader og tagpap, vinyl og støbegulve, fliseklæb, rørisolering og isolering af elkabler.
  • Hvert år anmelder omkring 400 ansatte, at de er blevet syge, fordi de har været udsat for asbest. Typisk opstår sygdomstilfælde først 30 - 40 år efter udsættelsen for asbeststøv.
  • Asbest er dokumenteret som årsag til kræft i lunger, strube og æggestokke, og i specielle celler i hinder omkring lunger, bughule og hjerte.
  • Der gælder strenge regler ved arbejde med asbest. En arbejdsgiver skal bl.a. sikre, at der foreligger en forundersøgelse, inden arbejdet kan gå i gang. Forundersøgelse skal fastslå, hvilke materialer der kan indeholde asbest, og om nødvendigt skal der foretages asbestanalyser. Der skal samtidig anvendes arbejdsmetoder, der begrænser støvudvikling mest muligt, og der er krav om at anvende egnede personlige værnemidler.

Kilde: Arbejdstilsynet, Kræftens Bekæmpelse og Statens Byggeforskningsinstitut

Henter PDF